Glasindustrien er klar med en ny og opdateret udgave af en hyppigt konsulteret vejledning om sikring af bygninger og værdier med glas
Kilde: Glasfakta, diplomingeniør C.A. Lorentzen
Glasindustriens vejledning om sikringsglas er udkommet i en 2024-udgave, som bringer en uddybning af flere emner:
‘Sikringskatalog’ om ‘Døre , vinduer og glas’ fra Forsikring & Pension (F&P)
Montørers certificering iht Forsikring & Pensions ‘Montage af sikringsdøre , – vinduer og sikringsglas’.
Glas med alarmovervågning iht. AIA-katalog fra Forsikring & Pension
Glasindustriens nye udgave af ‘Monteringsvejledning for ruder’
Begrebet ‘falsforsegling’, en præcisering
Opdaterede eksempler på de forskellige typer af skidsikre glas inkl. løsninger med polycarbonat
Vejledningen om Sikringsglas er opdateret, så den giver en samlet oversigt over såvel standarder for vinduer, døre og glas som for modstandsklasser, suppleret med en oversigt over fremtidige krav fra F&P.
Vejledningen giver en oversigt over vigtige emner, som indgår i beskrivelsen af valg og montering af sikringsglas, primært i forbindelse med projektering af nye bygninger.
Formålet er at:
• give vejledning, som er baseret på krav i standarder
• gengive krav fra Forsikring & Pension til erhvervsvirksomheder
• beskrive metoder og principløsninger
Korrekt valg af glas, øvrige materialer og rigtige konstruktionsprincipper er sammen med korrekt montering forudsætningerne for en tilfredsstillende funktion af sikringsglas.
Vejledning afsluttes derfor med en enkel beskrivelse og tilhørende tegninger af, hvordan sikringsglas monteres.
Vejledningen kan ses og downloades på https://glasindustrien.dk/teknik/glasbiblioteket/
Standarder
Sikring = Security kræver omtanke og præcisering af substans og hensig med afsæt i de europæiske standarder, som definerer sikring for såvel vinduer og døre som for glas.
Når et vindue eller en dør skal CE-mærkes, skal det ske efter ‘DS/EN 14351-1 Vinduer og døre – Produktstandard, ydeevneegenskaber’.
Standarden præciserer, at indbrudssikring skal baseres på endnu en europæisk standard: ‘EN 1627 Dørsæt, vinduer, curtain walling, gitre og skodder – Indbrudssikring – Krav og klassifikation’, som foreskriver klasser for glasset iht. ‘EN 356 Bygningsglas – Sikringsglas – Prøvning og klassifikation mod manuelt angreb’. Standarderne hænger således sammen; og F&P bruger i dag eksklusivt de europæiske standarder.
Forsikring
Konsekvensen er derfor også, at forsikringsselskaberne har et godt grundlag, når der henvises til sikring af vinduer, døre og glas.
Forsikring & Pension har etableret en særskilt hjemmeside om det emne:
www.sikringsguiden.dk: Vidensportal og værktøjskasse – Forebyggelse af tyveri, brand og bygningsskade.
I ‘Sikringskataloget’ hos Forsikring & Pension i kapitel 9: Døre, vinduer og glas (Maj 2023) beskrives
krav til døre, vinduer og glas, når de skal opfylde sikringskrav i erhvervsvirksomheders forsikringspolice.
Montagen udføres af virksomheder, der opfylder ‘F&P Mekanisk installatørvirksomhed
Kravspecifikation Certificering af mekaniske installatørvirksomheder. Oktober 2022′.
Den opdaterede vejledning fra Glasindustrien behandler glas, som i kraft af sin opbygning og montage vil hæmme og forsinke indbrudstiden og andre former for fysisk angreb.
Vejledningen har fokus på glas, men giver også råd angående udformning og valg af karm – og rammekonstruktion.