Søg
Close this search box.

Integreret soldæmpning i glas vinder frem

Rude-integreret afskærmning for sollys og – varme ses som en attraktiv og fleksibel løsning med potentiale for individuelt design. Det mener norske arkitekter

Af Poul Sabroe

Glasindustriens sekretariat

At et overskud af solvarme og – lys fra sydvendte glasfacader bør reguleres af hensyn til indeklimaets komfort, er de fleste af byggeriets rådgivere enige om. 

Det er spørgsmålet om metoden, som leverer forskellige svar. 

Med afsæt i et nyt 21.000 kvm. stort byggeprojekt til Oslo Storbylægevagt, viser norske arkitekter, at en effektiv løsning kan være solafskærmning med keramisk print frem for mekanisk styrede screens eller markiser. 

Yann Olav Brandvol, seniorarkitekt i arkitektvirksomheden Nordic Office of Architecture med ansvar for projekteringen af Oslo Storbylægevagt: – Vi har brugt printglas på de store glasfacader, der er forbundet med hovedindgangen, der vender mod syd. Det er hensigtsmæssigt frem for en motorstyret fysisk afskærmning, som især om sommeren vil gøre bygningsfacaden lukket og ekskluderende i mange af døgnets timer. Og vi har netop brug for en åben og indbydende hovedindgang.

Samtidig mener Nordic Office of Architecture, at mulighederne for individuelt design udvides med keramisk printglas: – Printglasset har med sine pixels den effekt, at det på afstand fremstår med et billede, et motiv, mens det under en tæt betragtning danner et abstrakt mønster. I projektet ønskede vi at give printglasset et kunstnerisk design med referencer til naturen og det grønne bakkeland omkring lægevagtens nye hus, forklarer Yann Olav Brandvol.

Og arkitekterne ser tilmed fordele i, at det keramiske print kan varieres – ikke alene med henblik på designeffekter, men også for at etablere varierende g-værdier: – Med tætheden af printmønstrets pixels kan vi variere, hvor tæt mønstret i glasset skal være og dermed også regulere indtaget af solvarme, lyder udredningen fra Nordic Office of Architecture.

–  Vi kan lukke mere sol og varme ind i det store rum på 1. sal, mens vagtrummet ved hovedindgangen kræver et tættere mønster for at sænke g-værdien yderligere, uddyber Yann Olav Brandvol. 

Det er Glaseksperten A/S i Hjørring, som har stået for produktionen og leverancen af keramisk printglas til Oslo Storbylægevagt. 

Glaseksperten oplever en øget efterspørgsel på outputtet fra den digitale keramikprinter   keramisk printglas, fordi mange arkitekter og kunder har fået øjnene op for de mange muligheder, som printglas giver. Glaseksperten har investeret i en avanceret Dip-Tech keramisk glasprinter, der med en opløsning på op til 720 dpi kan gengive farver, grafik og tekst i høj kvalitet.

 – Efterspørgslen på printglas har været støt stigende, og er lige nu på sit hidtil højeste. Det skyldes, at kunderne er blevet  bevidste om, at printglas kan bruges til mange forskellige formål, har lang holdbarhed, giver kreativ frihed og giver point i forbindelse med DGNB-certificeringer. Vi får mange henvendelser fra de nordiske lande, hvor klimaregulering i bygningsfacaderne er et gennemgående ønske, siger eksportchef hos Glaseksperten A/S, Siggi Strandeng. 

Printglas er modstandsdygtigt overfor vejr og vind og kan derfor bruges både inde og ude . Glasset anvendes til dekoration, afskærmning og markering på eksempelvis glasværn, glasvægge, termoruder og glastrapper. 

__________________________________________________________________________________________

KERAMISK PRINT – HVAD ER DET?

Keramisk print udføres med 720 dpi (pixels pr. kvadrattomme) og kan gengive RAL og CMYK farver, vektorgrafik og teksturer på glas. Den anvendte keramiske maling er specialudviklet til det formål. Når glasset hærdes, går malingen i forbindelse med glasset, og der skabes et ekstremt holdbart produkt, der modstår uv-stråling, vind, vejr og temperaturudsving uden at falme eller krakelere eller.

Som udgangspunkt printes på den indvendige side af det yderste glas i termoruden, så man ser motivet gennem glasset. Fra den printede side opleves en minimal mathed, som kan adresseres i forbindelse med montering af glasløsningen.

Max. glasformater til print: 2400 mm x 4800 mm 

Min. glasformater til print: 200 mm x 300mm

__________________________________________________________________________________________

PROJEKT: OSLO STORBYLÆGEVAGT

Rudeproducent: Glaseksperten A/S

Glaskeramisk print: Dip-Tech Ltd.

Glasproducent: Guardian Glass

Spacer: Edgetech Superspacer™

Facadeentreprenør: H-Fasader AS, Oslo

Totalentreprenør: Skanska

Arkitekt: Nordic Office of Architecture, Oslo