En ejendom i Oslo er netop blevet renoveret med udskiftning af ovenlys til energiruder med solceller. De gamle ruder er blevet genvundet til glasuld: Cirkulær økonomi i den virkelige verden!
Tekst: Harald Aase, Glass – og Fasademagasinet
Foto: Adam Stirling
Oversættelse: Poul Sabroe, Glasindustrien
Ældre bygningsglas ender efter udskiftning alt for ofte på deponi, også selv om de gamle ruder er fri for PCB eller andre miljøfarlige stoffer.
– Derfor har vi sat os det mål at sikre genanvendelsen af denne ressource, som er en attraktiv råvare i smelteværkerne for alle glasproducenter, lyder det fra Glass – og Fasadeforeningen i Norge.
Et godt eksempel på fremgangsmåden præsenterer den norske brancheforening med projektet Grev Wedels Plass 9 i Oslo: En domicilbygning fra 1993 med et atrium, hvis ovenlys trængte til opdatering.
Bygherren Storebrand Eiendom havde klare ambitioner om at sikre et grønt fodaftryk med bestillingen af 252 nye, facetterede energiruder til atriets buede og bærende stålbjælker. Alle ruder skulle fremstilles med integrerede, monokrystallinske solceller på 25 pct. af rudens overflade og monteres i boltede beslag. De nye bolte blev forlænget, fordi ovenlyset nu blev fremstillet med 3 lag glas og en egenvægt på 92 kg/stk.
Med den ordre i hånden gik totalentreprenøren på sagen Håndverkskompaniet til facadevirksomheden Sagstuen AS med en ordre, prissat til NOK 21 mio. (DKK 14 mio.).
– Vi så et cirkulært økonomipotentiale i projektet og gik sammen med Sagstuen og Norsk Gjenvinning om et pilotprojekt med det formål at øge genanvendelsesprocenten for udskiftet bygningsglas, oplyser projektchef Per Henning Graff, Glass – og Fasadeforeningen.
I stedet for at entreprenører og bygherrer skal bortskaffe og betale for, at det udskiftede glas ender som byggeaffald har Norsk Gjenvinning AS forpligtet sig til at indsamle de i alt 20 tons glas og sørge for, at glasset bliver genvundet som en råvare glasuld i en mængde, som vil opfylde behovet til opførelsen af 15 parcelhuse.
– Norsk Gjenvinning ønsker at bidrage til udnyttelsen af glas som råvare. Der er efterspørgsel efter gode løsninger til at øge genanvendelsesandelen af affald fra byggesektoren. I dette projekt ønsker vi at formidle de muligheder, der ligger i den fraktion af glas, som ellers ofte ender på losseplads, siger fagchef i Norsk Gjenvinning, Ronny Andresen.
Etableret samarbejde
I Norge er genvindingsvirksomheden den eneste affaldsoperatør, der har processer til at forarbejde brugt bygningsglas til nye materialer.
Per Henning Graff: – Vi har i flere år arbejdet sammen med Norsk Gjenvinning om at få etableret gode ordninger for ikke bare indsamling af glas fra rester og rester af bygningsglas, men også returordninger for udskiftet bygningsglas. Der er et betydeligt potentiale for udskiftet byggeglas og andet glasaffald fra glarmestre og facadeentreprenører. Undersøgelser foretaget af Bergens Glasmesterlaug viser, at omkring 1.000 tons hvert år ender på lossepladsen, blot i Bergen og omegn, påpeger Per Henning Graff.
Glas- og Facadeforeningen vil nu kortlægge det årlige potentiale i hele landet med afsæt i pilotprojekter i Bergen og Oslo.
– På den måde får vi et godt grundlag for at sikre favorable faste aftaler for de relevante medlemsvirksomheder i Glass – og Fasadeforeningen. Miljøgevinsten vil være betydelig, siger projektchef Per Henning Graff.
FAKTA
Projekt: Grev Wedels Plass 9, Oslo
Opført: 1993 (LPO Arkitekter)
Facadeentreprenør: Sagstuen AS
Rudeopbygning:
Folie: EVA
Rudeproducent:
Solcelleleverandør:
Energikapacitet: 10.000 kWh p.a.
Energimærkning: B, BREEAM Excellent
Glasproducent:
Rudedimensioner: Flere, max. 1302 – 1242 mm. (vægt: 92 kg).
Genvindingsentreprenør: Norsk Gjenvinning AS
Rådgiver: Mad arkitekter
Totalentreprenør: Håndverkskompaniet AS
Bygherre: Storebrand Eiendom AS
Areal: 28.000 kvm.