Søg
Close this search box.

Glas skal køle bygninger under hedebølger

At sikre bygningers indeklima i stigende sommertemperaturer med rigtige glasløsninger bør gøres til en økonomisk og social forpligtelse. Det mener en ny informationsvideo fra Glass for Europe 

Af Poul Sabroe

Foto: Arkiv og Glass for Europe

Sommerens temperaturer har været stigende over hele Europa. Hovedparten af kontinentets bygninger er ikke beskyttet mod effekten af hedebølger eller resultatet af lang tids eksponering overfor solens varme i en hed højsommer.

At ændre på det bør være en opgave for alle, mener Glass for Europe *), som anbefaler at gøre bygningernes beredskab overfor hedebølger til ‘en social og økonomisk forpligtelse’.   

Det konstaterer en ny informationsvideo fra det europæiske netværk af organisationer og virksomheder indenfor bygningsglas.  

Videoen, som distribueres online, har den bredest mulige målgruppe. Den opfordrer såvel den private boligejer som den professionelle virksomhed eller institution til at være opmærksom på bygningernes glasløsninger:

– Når en bygnings indeklima er udsat for de stigende udetemperaturer, kan det få alarmerende konsekvenser for dem, der opholder sig i den, lyder advarslen.

Derfor er løsningen, mener Glass for Europe, at de nationale bygningsregulativer gør sommerkomfort til et krav og dermed en ‘en forpligtelse.’

Herhjemme er kvaliteten af indeklimaet allerede bestemt af Bygningsreglementet, som oplyser, at metoder til specifikation, verifikation og kontrol af termisk indeklima findes i DS 474 Norm for specifikation af termisk indeklima. 

For yderligere metoder og vejledende specifikationer for det termiske indeklima henviser BR18 desuden til DS/EN ISO 7730 Ergonomi inden for termisk miljø – Analytisk bestemmelse og fortolkning af termisk komfort ved beregning af lokale termiske komfortkriterier. (BR18-§385).

Den afgørende information i kampagnen er, at udnyttelsen af eksisterende teknologier til forbedring af bygningers indeklima ikke udnyttes i tilstrækkelig grad med henblik på brugernes komfort samtidig med, at CO2 aftryk reduceres.

Det gælder de varmeregulerende energiglas med en særlig belægning, som returnerer solens varme fra glassets overflade som en både pålidelig og økonomisk fordelagtig løsning.  

Det er dog ikke mindst de nye glasteknologier, Glass for Europe peger på som et effektivt forsvar mod sommerheden: Dynamiske glasløsninger, som tilpasser sig de aktuelle klimadata ved at ændre lys – og varmetransmittans efter solens varme og lys, har været tilgængelige i en årrække, men er kun i mindre omfang bragt i anvendelse i aktuelle projekter.

– Det bør ændres med en social og økonomisk forpligtelse, påpeger videoen om sommerkomfort fra Glass for Europe.

Se den her.

*)Glass for Europe er det europæiske netværk af organisationer og virksomheder med engagement i bygningsglas med hovedkvarter i Bruxelles.

Glasindustrien er er medlem af Glass for Europe som en del af Association of Glass Nordic.   

Fra videoen ‘Sommer komfort’, produceret af Glass for Europe. Se den her.