Fagbladet GLAS er udkommet med et særligt fokus på glas som kunstnerens og kreativitetens lærred
Glas er en hel del mere end transparente klimaskærme.
Det dokumenterer fagbladet GLAS, som nu udkommer med sin anden udgave i 2016. Med bidrag fra førende arkitekter, glarmestre og glasproducenter belyses projekter med bygningsglasset i rollen som den dynamiske, kreative og til tider kunstneriske komponent, der giver arkitekturen karakter.
Det sidste foldes ud af en reportage, der tager turen til Nyborg kirke. Her har et givende samarbejde resulteret i et nyt knap 10 m højt altervindue, der udnytter teknikken ’irisering’. Irisering fremkalder farvespil som i en sæbeboble (eller en regnbue, hvoraf navnet kommer). Det er glarmester Per Hebsgaard, der står for håndværket, kunstneren Maja Lisa Engelhardt har skabt maleriet, mens Niels Juel Pedersen A/S i Næstved står for produktion og montage af vinduets 27 glasfelter.
Fra boligbyggeriet har GLAS hentet et andet eksempel på glas som arkitekturens personlige signatur, når fagbladet besøger projektet The Silo i Københavns Nordhavn. Her er det COBE Arkitekter, der ombygger en eksisterende silo til eksklusive ejerboliger og lader en krone af glas afslutte siloen som en transparent glorie. Det bliver krævende byggeri med 3-lags ruder med spejleffekt og i storformater, fortæller glarmester Mikkel Læssøe Thomsen.
Fra Henning Larsen Architects har GLAS hentet det spektakulære domicilprojekt til storbanken Nordea, som også viste arkitektoniske muskler for Nordea med bankens nuværende domicil i Strandgade i København.
I et nyt Ørestads-projekt opføres bankens trader-etage under et tag af glas, der har givet projekteringen en del udfordringer både mht. reflekser i computerskærme og indeklimaet. Etagen er på imponerende 5.500 m2, fortæller fagbladet GLAS.
Sidst, men ikke mindst melder producenten Glaseksperten sig i koret af store fortællere med sin nye digitale glasprinter, der kan lidt af hvert. For eksempel kan maskinen printe på selv de største glasformater, og der er ingen begrænsninger i printets form eller farve. (se foto øverst).
– Teknologien er nu så langt fremskredet, at det giver mening at investere i den for at efterkomme en stigende efterspørgsel, lyder det fra Glaseksperten.
Fagbladet GLAS udkommer 27. juni 2016.