Kommentar af
Jens Otto Damborg
Formand i GLASINDUSTRIEN
I slutningen af januar havde vi i Glasindustrien den store glæde at blive inviteret til et orienterende møde med transport – og bygningsminister Hans Christian Schmidt. Anledningen var vores forslag om at skabe større synlighed omkring en række nye parametre i byggeriet efter mønster fra Energimærkningsordningen.
En god og sober drøftelse omfattede samtidig vort ønske om at reducere – eller endnu bedre helt fjerne – den omstridte PSO-afgift, som siden sin indførelse i 1998 har kostet vore medlemmer millioner af kostbare valutakroner og bremset deres konkurrencekraft! I åben konkurrence med fx tyske virksomheder om de tunge europæiske ordrer betød det selvsagt en bet af de helt store.
Det var derfor med stor lettelse, at vi modtog Hans Christian Schmidts forsikring om, at han personligt var på vores side og, at han ville arbejde for det, der nu ser ud til at blive til virkelighed: PSO afgiften fejes af banen.
Ganske vist har EU skubbet regeringen i den rigtige retning og påpeget, at PSO midler til fx vindmølleindustrien er ulovlige statssubsidier til en udvalgt branche. Og at støtten kun bevilges danske producenter, hvilket heller ikke er kosher i EU. Men vi er nu af den overbevisning, at regeringen selv uden den hjælpende hånd havde fundet vejen efter at have modtaget ikke bare vores, men også en række andre erhvervsorganisationers beklagelser over den urimelige afgift.
Nu er det jo ikke sådan, at Glasindustrien ikke kan bifalde bestræbelserne for at producere grønnere energi. At midlerne til formålet på lige fod med andre subsidieordninger skal hentes på finansloven, anser vi imidlertid for en god beslutning. Vi har aldrig kunnet forstå, hvorfor energitunge producenter på vegne af af en politisk ambition skal straffes hårdere end andre; i reglen er det jo nemlig også dem, der bidrager mest til det nationale husholdnings-regnskab, fx gennem eksport. Samtidig betyder en finansiering over finansloven, at bevillingerne til den grønne omstilling ikke længere er bestemt af fluktuerende oliepriser eller af politisk regulering af elpriserne. Det var den mekanik, der sendte PSO-afgiften på en helt urimelig himmelflugt.
Nu bliver det mere gennemsigtigt, at visse industrier i Danmark kun kan overleve på støtten og, hvor meget de så egentlig koster. Om det er ret og rimeligt, kan danskerne så tage stilling til, når kortene er lagt åbent frem.
Regeringen mener, at kompensationen for den manglende PSO-indtægt i statskassen skal hentes gennem højere personskatter. Det er nok ikke bred enighed om, så efter alt at dømme skal Claus Hjort Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen på en ny tur med skattekortet: Hvor ligger der syv mia. p.a. begravet?
Den gode nyhed er, at danske familier i hvert fald får billigere el i kontakterne.
Og, at vi igen kan sende glasprodukter over grænserne til konkurrencedygtige priser uden at blive mobbet af de større i klassen.
Det kan da kun være godt!