Glasstec 2016 bekræftede designernes ambitioner om at fortsat at tildele glas en hovedrolle i byggeriet og, at samarbejde om glasanvendelsen kan accelerere udviklingen
Af Poul Sabroe
Internationalt har messekoncepter været under aktuelt pres med fantasifulde forslag om fx erstatning og modernisering med en markedsplads i cyperspace. 2016 udgaven af Glasstec dokumenterede, at ingen sociale medier, websites ellers blogs kan slå den levende messe i disciplinen at møde flest professionelt relevante kontakter på kortest tid.
– Og så er det på Glasstec, man bedst kan sammenligne leverandørerne og udvælge dem, der vil egne sig til ens hjemmemarked, påpeger flere danske gæster efter årets messe i Düsseldorf. På spørgsmålet om messens nyheder har de vurderinger overvægt, der finder færre eksperimenterende pionerprojekter i 2016 udgaven.
Om baggrunden for en messe, der cementerede kendte teknologier og – om man så må sige – nøjedes med at uddybe indsatsområder som tyndglas, antirefleks og dynamiske facader lyder det, at risikobetonet innovation og produktudvikling kan have trange kår i tider med hård konkurrence.
– Og den har måske aldrig været hårdere end nu, hvor markedernes forskellige omkostninger til lønninger, social forsikring og beskatning har skabt ulige afsæt inden for EU, konstaterer flere, som også har undret sig over den lange indtrængningstid for lettere, men højtydende komponenter, dynamiske løsninger og ‘functional glass’ i form af value-added glas med tilførte faciliteter.
– Når nu materialet glas nyder så stor anseelse, ville det ellers være nærliggende at forvente en hurtig praktisering af ny produktudvikling, noterer mange efter Glasstec. Og der er da også nyheder, der er særligt møntet på Glasstec. De koncentrerer sig særligt inden for områder som antirefleks, højstyrke-glas, letvægtsglas og energiløsninger.
40.000 gæster
Der var mange møder i hal 11 på Glass Technology Live, som i 2016 udgaven var organiseret sammen med professor Stefan Behling fra Foster & Partners i London og instituttet IBK2, Stuttgart Universitet. Organiske former, ultratynde glas og elektroglas var udstillet her.
Fra Glasstec-messens arrangører, Messe Düsseldorf lyder anmeldelsen sådan her: Glassektoren ser positivt på fremtiden efter et par vanskelige år. Ikke bare Glasstec, men også de resultater, messen kommer til at levere ude hos rådgivere og på byggepladser, lover godt og har igen bevist sin evne til fornyelse gennem messens mange højdepunkter. 1235 fra 52 nationer udstillede og kunne glæde sig over mere end 40.000 gæster fra 100 lande.
Messe Düsseldorf: Mere end halvdelen af gæsterne kom fra virksomhedernes ledelseslag. Endvidere svarede mere end 40 pct. af gæsterne, at de var i Düsseldorf med det udtrykkelige fortsæt at ville placere ordrer, investere og købe ind.