Glasindustrien har offentliggjort sin vækststrategi, som skal vitalisere branchefællesskabets fremtid
Af Poul Sabroe
En aktiv organisation med progressive tilbud på alle hylder er en guideline for en tidssvarende brancheforening med målbare resultater for alle medlemmer.
Det mener Glasindustrien.
Brancheforeningen for virksomheder med relation til glas udsender nu sin vækststrategi frem mod 2030. Det sker med afsæt i værdier, hvis formål er at definere opgaver, som bedste løses i fællesskab.
-Men foreningsdrift baserer sig også – som virksomhedsledelse generelt – på fremdrift fra struktur og konkrete mål og på synlige, definerede værdier *), siger Glasindustriens formand, direktør Michael Holme Knudsen, Nordisk Glas A/S i Herning.

Formanden hæfter sig ved, at Glasindustriens bestyrelse allerede i 2023 indledte strategiske overvejelser, som peger på prioriterede indsatsområder. Foruden generel vækst og udvikling er det værdier som en stabil kommunikation og information til medlemmer, det er synliggørelse med konferencer og kurser og det er branding og markedsføring on line og på print med fx fagbladet glas. Strategiske partnerskaber er på samme måde en hovednøgle til stabil vækst. De kan dannes med andre brancheforeninger eller med faglige organisationer som Akademisk Arkitektforening eller IDA, Ingeniørforeningen i Danmark. Endelig pegede strategigruppen allerede i 2023 på Glasindustriens Rudegaranti sammen med den tilbagevendende Glaskongres som løftestænger, der kan levere synlighed og taletid – og dermed et afsæt for vækst.
I den ramme vil Glasindustrien fremover arbejde med et program af ’resultatcentre’, som dækker hele spillepladen fra events og arrangementer over uddannelse og dialog til foreningens tilbud som rudeforsikring, dimensioneringsværktøjer, kvalitetscertificering og programmer til at arbejde med bæredygtighed og retursystemer.
-Udviklingen er betinget af, at vi har en sikker kurs efter landkending med fastlagte koordinater, så vi ikke farer vild i de rigtigt mange opgaver, som en moderne brancheforening skal kunne navigere i. De skal prioriteres, fastslår Glasindustriens formand.
Overordnet har Glasindustriens bestyrelse defineret flere mål af vekslende vigtighed, men alle med betydning for Glasindustriens fremtid som selvstændig brancheforening:
Et retursystem for termoruder og bygningsglas
Et certificeringsprogram til laminerede glasprodukter
Et generationsskifte i klimaskærmen frem mod den intelligente, dynamiske facade
En anerkendelse af Videnscenter for Bygningsglas som Alment Fagligt Fælleseje
En intensivering af nordisk samarbejde i Association of Glass Nordic
En ’glaspris’, som tildeles originalt og fremsynet arbejde med bygningsglas
En kontinuerlig, engagerende og inkluderende medlemsdialog
En konkret, målbar værdi for ethvert medlem af Glasindustrien.
Michael Holme Knudsen: -Glasindustrien vedkender sig dermed ikke alene ansvaret som glasbranchens talsmand, men også dens kommercielle og politiske indpisker i rollen som en samlende enhed, der kan bevare og fremme en solid dansk tilstedeværelse på markedet for bygningsglas.
*) Glasindustriens værdiprogram
GI EVENT
med ansvar for ekskursioner, konferencer og årsmøder
GI GARANTI
med ansvar for Glasindustriens Rudegaranti
GI FORSIKRING
med ansvar for Glasindustriens Termorude Certificering og tilsvarende forsikringsprogrammer
GI AKADEMI
med ansvar for Glasindustriens undervisnings – og kursusaktiviteter
GI GLASPRIS
med ansvar for motivationsfremmende tiltag som ’Glasprisen’
GI MEDIA
med ansvar for ekstern kommunikation, hjemmeside, fagbladet glas
GI PARTNERING
med ansvar for det strategiske samarbejde med andre branche – og fagforeninger
GI VIDENSCENTER
med ansvar for samarbejde med Glarmesterlauget i Danmark m.fl. i Videnscenter for Bygningsglas
GI ONLINE
med ansvar for online baserede værktøjer (GLAZZ?) og sociale medier