Glasindustriens kollegaforening i Norge, Glass – og Fasadeforeningen er medejer af Ruteretur, som nu annoncerer returordning for termoruder
Med korrekt håndtering er glas et af de mest holdbare byggematerialer; det er derfor skelsættende, at norske RuteRetur *) nu er klar til at indhøste og forarbejde alle brugte termoruder fra projekter, hvor der nedrives eller renoveres.
Det meddeler RuteRetur efter, at der nu er flertal i det norske Storting for at indlede en national indsamling af termoruder i henhold til det system, som er udviklet i Norge.
Her har Ruteretur siden 2002 haft en fungerende ordning til returnering af termoruder, som imidlertid alene har dækket fem pct. af den totale bestand, nemlig de ruder og vinduer, som har kunnet konstateres forurenet med stoffet PCB.
– Men nu kan vi endelig få sat gang i en løsning for de 500 000 vinduer med glas, som i dag havner på deponi, konstaterer direktør Sverre Valde, Ruteretur AS.
– Vi er dermed trådt et skridt nærmere til at dække efterspørgslen efter recirkuleret post-consumer bygningsglas, ikke mindst som et tilslag på glasværkerne til fremstillingen af nyt bygningsglas, tilføjer Ruteretur-direktøren.
Ruteretur AS ejes af et konsortium med Glass – og Fasadeforeningen, GFFN, som en af ejerne. GFFN er sammen med Glasindustrien en del af Association of Glass Nordic.
Her udveksles erfaringer fra de respektive lande – ikke mindst vedr. omstillingen til en ‘grønnere’ drift og produktion.
Glasværkerne i Europe efterlyser store mængder brugt, rent bygningsglas, som gennem dosering i smelteovnene reducerer såvel materiale – som energiforbruget til fremstillingen af nyt bygningsglas. Forudsætningen er, at glasset skal have en høj renhedsgrad. Indsamlet glas af ringere kvalitet anvendes til bygningsisolering (glasuld).
Nyheden fra Norge kommer samtidig med, at et rådgiversamarbejde mellem Eckersley O’Callaghan, Arup og Thornton Tomasetti har udviklet søgemaskinen glazingrecovery.org med det formål at registrere, indsamle og fremme brugt bygningsglas til nyt liv.
– Glasset er et af de stærkeste og mest holdbare materialer; så er det jo ærgerligt, at 99 pct. af de brugte ruder downcycles i stedet for at genvindes eller genbruges, konstaterer glazingrecovery.org.
Glass for Europe overvejer at tage plads i interessentgruppen omkring programmet, som vil fungere som en elektronisk børs for brugt bygningsglas.
Om end der er mange nationale varianter af bygningsglas, er de grundlæggende processer ens på tværs af grænser, hvorfor en et retursystem af bygningsglas på nordisk eller europæisk niveau kan være en bedre vej frem end national enegang.
se også: glasindustrien.dk
*) Ejerne af Ruteretur AS er Glass – og Fasadeforeningen, Norske Trevarer, Hovedorganisasjonen Virke, Norges Bygg- og Eiendomsforening og Norsk Eiendom