Drivhusgasser – CO2 – er et stort emne indenfor produktion og bearbejdning af glas. Tre projekter varsler en lysere – og fremfor alt grønnere – fremtid
Af Poul Sabroe
EU er kommet langt med hensyn til at reducere CO2 aftrykket fra byggeriets forbrug af bygningsglas.
Men bestemt ikke langt nok.
Det fremgik af et webinar, indkaldt af norske SINTEF: I løbet af de kommende 30 år skal glasindustrien verden over finde veje til produktion af glas i alle former, som undgår at belaste miljøet med udslip af drivhusgasser fra smeltning, forædling og transport.
Blandt knap 100 webinar deltagere fremhævede Glass for Europe, at producenterne af bygningsglas (float) i løbet af de seneste 25 år har reduceret deres aftryk med 43 pct. (!) fra innovation, nye energityper og forbedret cirkularitet.
– Men der er plads til forbedring, fremhævede Bertrand Cazes, Glass for Europe: Årligt produceres 130 mio. ton glas, hvoraf bygningsglas udgør ca. 42 pct. 27 mio. ton sendes tilbage i materialestrømmen – heraf størsteparten containerglas. Men 103 mio. ton glas, som har potentiale til recycling, ender hvert år på deponi – et eller andet sted i verden! (se illustration ovenfor).
Retursystemer for bygningsglas er derfor fortsat en stor del af løsningen, og der arbejdes i flere europæiske sammenhænge på at udvikle metoder til at spore, afhente, transportere og sortere glas.
Et af dem udspringer af et samarbejde mellem tekniske universiteter i Europa og forskningsinstituttet Fraunhofer og sigter på at finde måder til at indsamle og genanvende alle typer af glas, også de svært tilgængelige og udfordrende, når det kommer til recycling, fx borosilikatglas.
I den forbindelse er det det slovakiske Alexander Dubcek Trencin Universitet og spanske Universidade de Vigo, der anfører et samarbejde med det sigte at skabe cirkularitet i flere typer af teknisk glas. Under overskriften Everglass er det målet at kunne omsmelte teknisk glas til udpegede og specielt designede formål.
I et andet projekt er det SINTEF som koordinerer 23 europæiske partnere i bestræbelser for at erstatte nutidens fossile forbrænding i smelteovnene med en energiforsyning, der er baseret på hydrogen.
På webinaret var det endelig det litauiske energiinstitut, som præsenterede sin deltagelse i GIFFT projektet, hvis målsætning er at udvikle og bygge en fleksibel, hybrid smelteteknologi, som kan køre på både biobrændsler, grøn, elektrisk energi og hydrogen, suppleret med naturgas.
Baggrunden for denne type projekter er også alvorlig nok: I EU alene produceres knap 40 mio ton glas, og det er processen i ovnene, som står for 75 pct. af energiforbruget. Til formålet afbrændes i dag mere end 5 mia. kbm. naturgas, hedder det i GIFFT projektets præsentation af Green Innovation For the Future of Glass Technology.
– Det er dog vigtigt at holde fast i de forbedringer, som allerede er sket sagde Bertrand Cazes og dokumenterede: Udledningen af drivhusgasser til glasfremstilling og – bearbejdning er allerede reduceret med 43 pct. gennem de seneste 25 år. Det er sket gennem innovative tiltag i industrien, ved at udskifte energikilder fra fossile til vedvarende og ved at styrke cirkulariteten gennem indsamling og genanvendelse. Den del bidrager dog stadig kun med ca. 7 pct. pga. manglende effektive systemer til at indsamle, sortere og transportere post-consumer bygningsglas.
– Og det skal vi have lavet om på, lovede Bertrand Cazes, generalsekretær i Glass for Europe under SINTEF-webinarets afslutning.
Se også