Fire universiteter på Glasstec

Halplan over Messe Düsseldorfs Glasstec 2018. Glass Technology Live er i hal 11.

Fire universiteter på Glasstec

11. oktober 2018

Glasstec 2018 præsenterer et unikt samarbejde mellem produktion og forskning og udkommer i år i sin hidtil største udgave i 10 år. Forventningerne er store

Af Poul Sabroe

Glasstec i Düsseldorf understreger på ny sit forsknings – og udviklingspotentiale gennem et samarbejde med tyske og hollandske universiteter. Det sker i glasmessens teknologisk avancerede afsnit, Glass Technology Live, der tildeles sin egen hal (11) på den internationale udstilling.

- Og for første gang er det ikke bare et enkelt universitet, men et helt netværk af læreanstalter, vi samarbejder med, lyder det fra Messe Düsseldorfs direktør for Glasstec, Birgit Horn. Glass

Technology Live præsenteres i 2018 udgaven i samarbejde med et hold af forskere fra fire tekniske universiteter, Darmstadt, Dresden, Dortmund og Delft. På forhånd er det varslet, at de aktuelle emner er interaktive facader, facader med displays, emner med tyndglas og eksempler på konstruktionsglas (bærende).

Glasmessen i Düsseldorf kombinerer forskningen med en ’hands-on’ afdeling i hal 9, hvor besøgende an opleve ’Handwerk Live’ og et program af stande og stationer, hvor man vil udføre den praktiske bearbejdning af glas og vise løsninger til transport af fx de jumbo-size formater, der aktuelt udviser eksplosiv vækst i moderne glasarkitektur.

- Her er der mulighed for selv at prøve og til at betjene de nye maskiner, understreger Messe Düsseldorf.

1250 udstillere   

Igen i 2018 udgaven af Glasstec kommer European Facade Network (EFN) til at spille en aktiv rolle. Det sker i hal 10, hvor et område med ’Design & Make Workshop’ åbner for at studerende fra partner-universiteter ud over Europa kan udvikle prototyper til innovative facadesystemer.

Glasstec 2018 er ved siden af den omfattende præsentation af 1250 udstillere – en ny rekord – også ramme for flere konferencer. I år er det bl.a. Bundesverband Glasindustrie, der sætter fokus på miljø – og klimapolitikken i Tyskland og EU.

Organisationen EuroWindoor har også varslet sin ’Daylight by EuroWindoor’ konference, som finder sted onsdag 24. oktober.

Det kendetegner den store glasmesse, at den kun i begrænset omfang er hjemmemarkeds-orienteret. Det dokumenteres af statistikken fra 2016, der fortæller, at 358 ud af 1237 udstillere var fra Tyskland, mens 29 pct. af gæsterne var kom fra tyske adresser.

Glasstec 2018 venter udstillere fra 50 nationer og over 40.000 gæster af mere end 100 forskellige nationaliteter.

 

 Mange vil huske den katalanske producent Cricursas rutchebane i glas - Vidre-Slide - fra Glasstec 2016.